Artikler

Hold op med at brokke jer!

Af Stefan Kalmar,
partner - Hovedkontoret ApS

Flaskehalse på arbejdsmarkedet er en varm kartoffel i disse dage og hvorfor? Fordi en masse virksomheder bruger mere tid på at brokke sig over deres problem med manglende arbejdskraft end at tænke anderledes og få det løst.

Det er selvfølgelig en skarp provokation, og den skal sikkert vise sig ikke at være helt korrekt på alle virksomheder. Men erfaringen siger mig, at langt de fleste virksomheder er alt for fokuserede på drift, salg og gamle arbejdsmønstre. Og det i en sådan grad, at de glemmer dén ene simple ting, hvor de store penge kan hentes hjem, og hvor de kan løse deres rigtig store udfordringer. Kreativ tænkning!

Enten er det ren glemsomhed eller uvidenhed, eller også er de nævnte virksomheder bare så fastlåste i deres vante rutiner, at de ikke kan se skoven for bare træer.

Det er et spørgsmål om kreativ tænkning. Nytænkning. Problemet med flaskehalse på arbejdsmarkedet findes mere eller mindre kun for de virksomheder, der ikke virkelig ønsker at løse det. Der er mange ting, som virksomheder med flaskehalsproblemer tæt inde på livet kan begynde at gøre, hvis de vil bløde op for deres situation, men disse ting bliver bare ikke gjort.

Stikordet, som vi alle kender, er innovation. Alle ønsker at være innovative, men ikke nok prøver virkelig at blive det, enten fordi ledelsen ikke kan findes plads til det i organisationen, eller også fordi virksomheden ikke har fantasi til at se mulighederne i det.

Innovation er for erhvervslivet, hvad sex er for 13-årige drenge: Alle taler om det, alle vil gerne, men ingen har rigtig prøvet det. Der ligger et kæmpe potentiale i at tænke innovativt og anderledes i personaleafdelingerne, i rekrutteringen, i hele tankestrukturen omkring, hvordan får vi nye medarbejdere og holder på de gamle. Men det skal ikke være virksomheden selv, der gør det.

Erfaringen viser, at det kræver inspiration og nytænkning udefra for at skabe den største merværdi. Der ligger masser af guld og venter på den virksomhed, som gider at sætte en udgravning i gang.

For at teste ens virksomhed eller blot ens egen innovationsevne og evne til at nytænke behøves ikke de store forkromede tests. Man skal blot stille sig selv to spørgsmål:
»Løser vi alle vores udfordringer godt nok?« og »udnytter vi vores potentiale fuldt ud?«

Kan man svare ja til begge spørgsmål, har man bevist, at man ikke har den ydmyghed og viden, der kræves om innovation, og man er derfor ikke innovativ nok. Og her har man allerede første sympton på sygdommen, hvis man samtidig lider af flaskehalsproblemer på personaleområdet. Bliv aldrig for fokuseret på den almindelig drift, det er et tegn på gamle fastgroede tankemønstre, og de løser ikke nutidens eller fremtidens problemer.

Svarer man nej til begge spørgsmål, er man forhåbentlig på vej til at benytte sig mere af innovation.

Flaskehalsproblemer på arbejdsmarkedet er for en god portion af de danske virksomheders vedkommende et genfærd. Det spøger, men i bund og grund er det overtro, for det findes ikke rigtig, når man kigger ordentligt efter og får sat den rette nytænkning ind på området.

Pas på med at råbe ulven kommer og med at påstå, at jeres virksomhed har flaskehalsproblemer. Historien viser os, at den som siger, at noget ikke kan lade sig gøre, typisk bliver afbrudt af hende/ham, som gør det. Intet er umuligt!